Kiratin foretager bekæmpelse af Kakerlakker

Ønsker du yderligere vejledning om bekæmpelse af skadedyr er du mere end velkommen til at kontakte os på telefon 70 27 37 88 eller bliv ringet op ved at klikke her.

Kakerlakker


Om Kakerlakker

Kakerlakker er ret primitive insekter, som er nært beslægtede med græshopper og fårekyllinger. Langt de fleste arter hører hjemme i varmere egne. De kakerlakarter, som kan være til gene her i landet, er således alle indførte og afhængige af opvarmede lokaler. Kakerlakker er ovale og fladtrykte, og de har kraftige løbeben. Af vore huskakerlakker er den tyske (Blattella germanica) langt den almindeligste. Den bliver ca. 12 mm lang og har veludviklede dækvinger, som dækker hele bagkroppen. Den er gulbrun med to mørke striber på brystskjoldet. Under dækvingerne har kakerlakkerne flyvevinger, som de dog meget sjældent benytter sig af.

Efter parringen lægger hunnen sine æg i særlige ægkapsler. De brune ægkapsler er inddelt i 30-40 små rum, der hver indeholder et æg. Hos de fleste kakerlakker smides ægkapslen efter æglægningen, men hos den tyske kakerlak går hunnen rundt med kapslen stikkende ud af kønsåbningen, lige indtil de små vingeløse unger er klar til at myldre ud.

Udviklingen til voksen kakerlak sker gennem 6-7 nymfestadier. Nymferne er vingeløse og forholdsvis bredere og mere mørktfarvede end de voksne insekter. Ved 30° C tager udviklingen ca. to måneder, mens nymfen ved 21° C er omkring et halvt år om at blive voksen.

Kakerlakker er praktisk talt altædende. De er aktive om natten og sidder, når det er lyst, gemt i revner og sprækker. De findes især i nærheden af ovne, varmerør, køleskabsmotorer osv., hvor der er varmt, gerne mellem 25 og 30° C. Adgang til vand er også vigtigt for dem. Kakerlakker er selskabelige dyr, og med ekskrementerne udskilles et stof, der virker tiltrækkende på andre kakerlakker. Parringsadfærden styres også af duftsignaler. Sådanne tiltrækkende duftstoffer, ferromoner, anvendes i kakerlakfælder.

Med deres levevis kan de sprede smitte, men det spiller herhjemme meget sjældent nogen rolle. De kan forårsage allergi, der giver sig udslag i astma eller hudirritation (kløe på hænderne). De kan ødelægge en del fødevarer, dels ved at småspise af dem, og især ved at grise dem til med ekskrementer og ved den ubehagelige lugt, de afgiver. Af virkelig økonomisk betydning har de hos fødevareproducenter og i restaurationskøkkener hvor de ikke kan accepteres.

Bekæmpelse

Et væsentligt aspekt i bekæmpelsen af kakerlakker er at gøre livsbetingelserne så dårlige for dem som muligt. Kakerlakker har behov for vand, for megen varme, for vegetabilsk føde og for revner og mindre hulrum til at gemme sig i. Man skal derfor fjerne kakerlakkernes muligheder for at få dækket et eller flere af disse behov. Hvad angår skjulesteder skal man specielt være opmærksom på, at der nemt dannes små mørke hulrum med god varme bag elektriske apparater, der stilles tæt op ad vægge. Da det er vanskeligt at gøre rent sådanne steder, vil kakerlakkerne meget ofte have fri adgang til madrester. Sådanne apparater bør derfor stå med en sådan afstand fra væggen, at ordentlig rengøring er mulig.

Konstaterer man kakerlakker i en større ejendom, anbefaler Kiratin at foretage en samlet bekæmpelse, idet kakerlakker meget nemt kan vandre fra lejlighed til lejlighed langs rør og lignende. Det betyder, at bekæmpes der kun i én lejlighed, så flytter man blot problemet videre til naboen, (hvorfra det så i øvrigt kan vende tilbage til én selv igen). Lejeloven siger i denne forbindelse, at ejeren skal sørge for bekæmpelsen, men en lejer kan komme til at dække omkostningerne, hvis han er årsag til, at kakerlakkerne er kommet ind i ejendommen.

Før Kiratin går i gang med at bekæmpe kakerlakkerne, vil dyrenes gemmesteder blive lokaliseret, så behandlingen kan blive så effektiv og koncentreret som muligt. Ofte kan man se, hvor dyrene myldrer i skjul, hvis man pludselig tænder lyset i et mørkt lokale. Man kan også se efter brune rande af kakerlakekskrementer ved rørgennemføringer og lignende.

Kiratin bruger kun godkendte præparater i henhold til dansk lovgivning. Der behandles i revner og sprækker, på arnestedet samt forebyggende hvor der måtte være risiko for evt. spredning af kakerlakkerne.

De bruges som giftbælter, som man prøver at tvinge kakerlakkerne til at gå over for at komme til vand eller mad. Kiratin vil således smøre eller sprøjte spærrebælter, hvor kakerlakkerne færdes hyppigt, f.eks. på rør, på paneler, ved rørgennemføringer m.v. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at kakerlakker er gode til at undgå insektgiften ved at finde steder, hvor spærrebæltet helt mangler eller er meget tyndt påført.

Kiratin bruger i bekæmpelsen også kakerlakdetektorer indeholdende et duftferomon. Disse vil tiltrække kakerlakkerne og fange dem. Kakerlakdetektorer kan dog ikke erstatte en egentlig bekæmpelse men være et godt supplement.

 

Kontakt Kiratin på tlf. 70 27 37 88 for professionel behandling eller råd og vejledning.

Kilde: Statens Skadedyrlaboratorium og Kiratin